Materiale

Øvelserne i Motorikmaskinen bygger på et materiale, som hedder Movin’Kids.

Materialet består af:

  • 5 forskellige træningshæfter: GymKids, Jumpin'Kids, Turnin'Kids, Twistin'Kids eller Skippin'Kids (Det anbefales at købe GymKids, da GymKids øvelserne indgår i de fire andre træningsforløb)
  • Stationskort til træningen med børnevenlige og illustrative tegninger af øvelser og redskabsopstillinger
  • Færdighedskort til børnene

 

Materialet købes ved henvendelse til GymDanmark. Send din bestilling på en mail til kursussekretær Anita Lynge Bentved med antal/koncept.

Træningshæfte (inkl. stationskort og færdighedskort): 150 kr./stk. (plus porto)

Alle 5 træningshæfter (inkl. stationskort og færdighedskort): 500 kr. (plus porto)

Færdighedskort (30 stk.) : 30 kr. (plus porto)

 

Læs her om de fem træningsforløb her: 

GymKids

GymKids er et grundtræningsforløb, som hører til de øvrige fire træningshæfter. Så selvom man vælger at lave f.eks. Skippin’Kids, så skal man også bruge GymKids til hver lektion.
Her læres en del af de basale færdigheder, der er vigtige at kunne i gymnastikkens verden. Man kan sige, at GymKids er grundstenene til alle disciplinerne.

Skippin’Kids

Træningsmodul i Rope Skipping for alle sjippe-glade børn og barnlige sjæle. Sjipning er meget mere end almindeligt sjip og sjip i bue. Det er benhård kondi- og styrketræning, super koordinations- og motoriktræning, og så giver det en ekstra dimension til legen i skolegården eller derhjemme på stuegulvet. Der er rigeligt med udfordring for alle, uanset om man kan sjippe eller ej.

Jumpin’Kids

Springgymnastik for begyndere. Enkle øvelser, som eleverne kan hjælpe hinanden med. Når træningsforløbet er gennemført, er der gode chancer for, at eleverne kan lave øvelser, der ligner flik-flak, salto’er og vejrmøller.

Twistin’Kids

På med musikken, og så er der Rytmisk Gymnastik, som alle, både drenge og piger, kan få en masse sjov ud af. Det er fantastisk træning af koordination og motorik, og de rytmiske øvelser er gode til at samle børnene om et fælles projekt. Kroppen kommer i balance og koncentrationen øges, når man arbejder med Twistin’Kids.

Turnin’Kids

Man behøver hverken bom, barre eller reck for at lave Idrætsgymnastik – man kan bare lave Turnin’Kids. Det er idrætsgymnastik, der er rettet ind efter de redskaber, der typisk findes på skolerne. Styrke og kropskontrol er i højsædet, når der arbejdes med dette træningsforløb. Så tøm skolens redskabsrum og gør brug af hesten, bukken og ringene, nu da de alligevel er der.
 

 


Tryk Fonden   Dansk Gymnastik Forbund    Dansk Skoleidræt